|
Denne side stræber efter at kunne give læserne en indsigt i Danmarks middelalder.
I menuen (billederne øverst) finder du forskellige emner omkring Danmarks middelalderhistorie. Hvis du holder musen over et billede, kommer der en forklarende tekst om hvad der gemmer sig bagved billedet.
Herunder kan du læse lidt om hvad middelalder egentlig er.
Ordet middelalder er betegnelsen for den tidsperiode der løb over ca. 1050 - ca. 1536. Man kan inddele middelalderen i tre tidsperioder: den tidlige middelalder ca. 1050 - ca. 1140. Højmiddelalde- ren ca. 1140 - ca. 1350, og senmiddelalderen ca. 1350 - ca. 1536 (reformationen i 1536 markerer et kulturskifte i Danmark, og dermed overgangen fra middelalderen til renæssancen). Middelalderen i Danmark strækker sig altså over en periode på knap 500 år.
På denne side har jeg dog valgt at lade middelalderen slutte omkring kong Hans' død i 1513. På dette tidspunkt kan man godt sige at renæssancen indtraf i Danmark; Christian 2.(Hans' efterfølger) var nemlig en meget typisk renæssancehersker. Grunden til at jeg starter med Harald Blåtand er, som tidlige fortalt, at det var ham der kristnede danerne, og dermed banede vejen for overgang fra vikingealder til middelalder. Svend 2. Estridsen regnes som regel for den første egentlige middelalderkonge, hvilket især skyldes hans reorganisering af forholdet mellem kirken og kongen, og oprettelse af et dansk ærkebispesæde (hvilket dog først skete få år efter hans død). Det der hovedsageligt adskiller middelalderen fra renæssancen er den måde man opfattede religion på. I middelalderen var alt domineret af kirken. Lærdom var for dem der var privilegeret nok til at være af en rig familie, og dem der kunne (eller havde mulighed for at lære) latin. Under renæssancen opfattede man pludseligt menneskeheden som forskellige individer, med rettigheder og selvhævdelse. Prædikerne og andre kirkehandling foregik nu på dansk (som følge af reformationen), så alle kunne være med. En anden ting man kan sige adskiller de to tidsperioder er opfattelsen af kongen. I middelalderen var kongen blot en mand der ledede landet, og så var der ikke mere i det. Under renæssancen blev kongen nærmest opfattet som en, der stod over alle gejstlige og verdslige (gejstlige er folk fra kirken, og verdslige er alle andre). Kongen var ophøjet til en hellig person, og han var folkets samlingspunkt. Det var altså under renæssancen at der langsomt opstod en national selvfølelse - man blev bevidst om at man var dansker!
Nu er det bare at gå på opdagelse i Danmarks middelalderhistorie! God fornøjelse!
Med venlig hilsen Nicolai Petersen
|
